Alhambra Blues er dagsbogsnoter og digte i et. Skrevet mellem 1978 og 1982 i en af de vigtigste perioder i Dan Turèlls liv: bosat på Frederiksbergs Alhambravej, nybagt far og nylig gift med sin elskede Chili. Her er bogen i en nytrykt luksusudgave: indbundet med halvbind og blåmalet bogblok.

»I nat er Månen som isnet
og Himlen over Alhambravej er violet
Luften er yoga-skarp

Og støvsugeren venter
og opvasken«

Poesi og hverdag går hånd i hånd i Dan Turèlls Alhambra Blues, som her i digtet med titel »#44: 25/I/79, 0:30«.

Alhambra Blues er for dig, der er fan af den store, folkekære digter, som desværre døde alt for tidligt. Og for dig, der gerne vil introduceres til hans værker.

Bogen har et nyt efterskrift af Asger Schnack, digter og ven af Dan Turèll. Her skriver Schnack blandt andet:

»Alhambra Blues dokumenterer en periode, hvor Dan Turèll er forelsket, bliver far, arbejder hektisk, turnerer, men hele tiden er tankerne i det nære [...] Det noteagtige ved digtene får digteren til at kalde bogen en mellembog, hvilket den er, men fordi det er Dan Turèll, er også en mellembog interessant og værdifuld.«

Alhambra Blues af Dan Turell

OM FORFATTEREN

Dan Turèll (1946-1993) er en af Danmarks mest kendte og folkekære digtere og forfattere. Han har skrevet en lang række digtsamlinger og krimier, og han er fast pensum i dansk i både folkeskolens udskolingsklasser og i gymnasierne.