En novembernat i 2014 tæver 21-årige Arla Macleod sin mor, stedfar og lillesøster til døde med en hammer – øjensynlig uden grund. Drabene bliver kendt som ’Macleod-massakren’, og Arla indlægges på en sikret psykiatrisk institution og nægter i årevis at udtale sig til pressen. Hun står først frem med sin historie, da hun bliver kontaktet af journalisten Scott King, der er vært for kult-podcasten Seks stemmer.

Igennem sine interviews med Arla og de få, der er villige til at udtale sig om hende, sporer King sig langsomt ind på sagen, og han begynder så småt at sætte spørgsmålstegn ved, hvem der bærer skylden for de blodige drab.

I takt med at puslespillet falder på plads, trækkes han ind i en slangerede af hemmeligheder, internettrusler og uhyggelige ’lege’, hvis deltagere leder efter en anden verden. Som en sort tråd igennem det hele løber historierne om mystiske, sortøjede børn, som dukker op så mange steder, at de dårligt bare kan være en forstyrret morders fantasi …

Hydra er en isnende thriller i en anderledes form, der belyser steder, du måske ville ønske, at du aldrig havde set. Romanen er en uafhængig forløber til Seks stemmer, som du kan læse mere om her.

Romanen udkommer i marts 2020, hvor Matt Wesolowski også optræder på Krimimessen i Horsens.

Hydra_forside

OM FORFATTEREN

Matt Wesolowski bor i Newcastle-Upon-Tyne i England. Ved siden af sin forfattervirksomhed arbejder han som engelsklærer for børn med særlige behov og afholder forfatterworkshops hos unge. Hans forslag til debutromanen Seks stemmer vandt idékonkurrencen ved Skotlands krimimesse i 2015, og siden da har han på engelsk udgivet tre bøger i serien. 

SAGT OM FØRSTE BOG I SERIEN

»Modig, intelligent og virkelig isnende med et forrygende twist, der leverer et eksplosivt sidste stød.«
- Sunday Mirror

»Det her er en fængslende historie i et helt originalt format. […] en intelligent psykologisk thriller, der samtidig skubber sig ind over grænserne til en krimi med et overnaturligt element. […] Matt Wesolowski ved, hvad han skal levere, og hvad han skal overlade til vores fantasi.«
- Crime Fiction Lover

»Bogen er skarp som en slagterkniv og skærer lige igennem til læserens nerver. En læs-i-ét-hug-oplevelse, der sikkert vil inspirere mange forfattere til at udforske nye fortællemåder.«
- Irish Times

»En lille bog, men rig på nuancer og med en stor lidenskab for folketro og myter. I denne uhyggelige og isnende debutroman introducerer Matt Wesolowski et særdeles interessant og moderne koncept for en fortællestruktur, der holder læserne på tåspidserne.«
- Crime Review

»Dens plot, fremdrift og unikke indhold gør det til en af de mest imponerende bøger, jeg har læst for nylig. Wesolowski er et stort nyt talent inden for kriminallitteraturen, og jeg kan ikke vente på at se, hvad han finder på som det næste.«
- Crime by the Book