Urmageren i Filigree Street er en storslået, stemningsfuld fortælling, der tager læseren med på en uventet rejse gennem Victoriatidens London og til et Japan, hvor borgerkrigen truer de gamle traditioner. Bogen blander historiske begivenheder med fantastiske hændelser og åbner døren til en gådefuld, fremmed fortid.

Steampunk-stemning, britisk og japansk historie, magisk realisme og et fantastisk smukt sprog er bare nogle af de elementer, der gør Urmageren i Filigree Street til den helt specielle bog, den er. Historien er spændende og til tider hæsblæsende – her mangler hverken bombeangreb eller stakåndede kapløb med tiden – og så emmer den af stemning og er fuld af karakterer, man ikke lige sådan kan glemme. Natasha Pulley maler et dragende, anderledes portræt af 1880’ernes England, befolket med mennesker, der er fremmede i samfundet og for sig selv, og viser os, hvordan de langsomt lærer at række ud efter hinanden – med lidt hjælp fra videnskaben, metafysikken og en mekanisk blæksprutte.

Urmageren i Filigree Street

BAGSIDETEKST

1883. Thaniel Steepleton kommer hjem til sit værelse i London og finder et lommeur af guld på sin hovedpude. Et halvt år senere redder det mystiske ur hans liv ved at føre ham væk fra en eksplosion, der jævner Scotland Yard med jorden. Thaniel opsøger urmageren, Keita Mori, en venlig, ensom tilflytter fra Japan. Men selv om Mori virker ganske harmløs, begynder der snart at ske uforklarlige ting, og alt tyder på, at han skjuler noget. Thaniel bliver splittet mellem fornuft og følelser, og det bliver ikke bedre, da Grace Carrow, en fysikstuderende fra Oxford, blander sig i det hele.

OM FORFATTEREN

Natasha Pulley har studeret engelsk litteratur på Oxford University og har arbejdet som boghandler og redaktionsassistent, før hun selv begyndte at skrive. Hun har boet og studeret i Tokyo i en længere periode og er ved at lære japansk.

ANMELDELSER

»Målgruppen for bogen Urmageren i Filigree Street er alle, der elsker en god historie, og denne målgruppe vil ikke blive skuffet […] Man bliver ført igennem fortællingen på en medrivende, sidevendende rejse, og så levende har hun skildret personerne, at man føler sig forladt, når man må sige farvel efter endt læsning. Bogen kan kun anbefales.«
– Lenea Zeidler, pædagogisk medarbejder på Nivå Bibliotek

 

»En medrivende historie, som holder læseren tryllebundet i et charmerende univers af magi, spænding og venskab […] Du møder britisk fortælletradition tilsat et strejf Murakami i denne roman, som ikke så let lader sig genrebestemme […] En rigtig god læseoplevelse, som varmt kan anbefales.«
– Helle Bonde, bibliotekar

 

»Lidt efter lidt bliver man fanget af bogens stemning og plot, som hele tiden balancerer fint mellem fakta og spændingsskabende elementer. Pulley har et meget malende sprog og forstår virkelig at fremmane et stemningsfyldt billede af datidens London […] alt i alt er Urmageren i Filligree Street en absolut anbefalelsesværdig læseoplevelse«.
– Litteratursiden

 

»Forestil dig, at Sherlock Holmes er havnet i Murakamis magiske univers, hvor en sarkastisk fysiker udregner sandsynligheder, mekaniske blæksprutter gemmer sig i kommoder og kærlighed besejrer 1800-tallets normer, så er du så småt på vej til at forstå ' Urmageren i Filigree Street'. […] Natasha Pulley mestrer sproget og skriver med en troværdig humor, som rummer en nutidig sarkasme, men alligevel danner ramme om den tid, der skrives ind i. Hun forstår at sætte en scene og skabe en gådefuld stemning«.
Bookmeupscotty, 4 ud af 6 kaffekopper

 

»[…] virkelig smukt og fascinerende skrevet […] Den er fyldt med spænding, da der er et stort mysterie der skal løses, som løber på tværs af tid og sted […] Jeg kan varmt anbefale Urmageren fra Filigree Street, hvis man leder efter en smuk, intelligent og original historie«.
Reading Raindrops, 4 ud af 5 stjerner